Tags:
Religion Kultur Goldberg#8Abayudaya
Fortællingen om Abayudaya-jøderne er en af de mere usædvanlige i nyere jødisk og afrikansk historieskrivning.
Af Eva Lehrer
Abayudaya-menighedens ca. 600 medlemmer lever i landsbyerne omkring byen Mbale i det østlige Uganda. Mange af dem følger de jødiske ritualer til punkt og prikke, de overholder shabbaten, fejrer helligdagene, fører kosher-husholdning, siger deres bønner på hebraisk osv.
Andre afrikanske menigheder – som Beta Israel i Etiopien og Lemba i Sydafrika og Zimbabwe – påberåber sig jødiske aner. Det gør Abayudaya ikke; deres forfædre konverterede til jødedommen i 1919, og de har siden da selv udviklet deres ritualer.
Menigheden blev grundlagt af den legendariske Semei Kakungulu, en fremtrædende Bagandakriger og stammehøvding, der samarbejdede med det britiske styre i begyndelsen af det 20. århundrede.
Han begyndte sin karriere i 1890’erne, hvor han som soldat kæmpede mod muslimer og katolske missionærer, og han overgik til den engelske kirke.
Gennem alliancen med briterne håbede han at blive anerkendt som kabaka (konge på det lokale sprog, luganda) i Østuganda, og området vidner stadig om hans store indsats: han grundlagde byen Mbale, plantede træer og byggede veje.
Men briterne gav ikke Kakungulu den attråede kongeværdighed, og dybt skuffet trak han sig i 1913 tilbage til Mbale. Med tiden vendte han sig fra al britisk indflydelse, fordybede sig i bibelstudier og endte med helt at afvise den engelske kirke.
Han sluttede sig til Malakiterne, en protestantisk gruppe som efterlevede Bibelens ord bogstaveligt, ikke spiste svinekød, holdt hviledag om lørdagen og fulgte de bibelske patriarkers skikke med hensyn til f.eks. polygami.
Da Kakungulu under sine bibelstudier læste afsnittene om omskærelse af drengebørn og forstod, at der her var tale om en jødisk tradition, skal han angiveligt have sagt: ”Hvis det er sådan, så er jeg jøde fra i dag.”
Abayudaya-traditionen fortæller, at Kakungulu derefter fulgte den jødiske stamfader Abrahams eksempel og omskar sig selv og derefter også sine sønner. Kort efter fulgte 3.000 medlemmer af hans stamme hans eksempel.
Deres livsanskuelse var baseret på Bibelens forskrifter iblandet protestantiske elementer, og Malakiternes musiktradition blev brugt til udformningen af deres egen liturgi.
Købmanden fra Jerusalem
Abayudayaernes første kontakt med den øvrige jødiske verden opstod i 1926, da Yussuf, en jødisk købmand fra Jerusalem, dukkede op i Mbale. Han lærte dem de grundlæggende regler for hebraisk, nogle enkelte bønner og velsignelser, samt grundprincipperne i den jødiske slagtemetode.
Men bortset fra sådanne sporadiske kontakter til den jødiske verden udenfor var menigheden alene om at kæmpe sig igennem mange svære perioder.
F.eks. var de fleste skoler i Uganda kristne missionsskoler, og mange Abayudaya-mænd undlod derfor at komme der – og en hel generation voksede derfor op uden uddannelse.
De blev udsat for mishandling og hån, og lokale kristne kaldte dem ”aber” og ”Kristusmordere”. Muslimer og kristne ville ikke give dem arbejde, og Abayudayaerne levede under kummerlige vilkår.
Samson Mugombe, en af Kakungulus elever, var rabbiner dengang. Han siger i dag, at hvis hans generation havde gået i skole dengang, ville de i dag være læger og sagførere.
Men alligevel siger han, at: ”jeg følte ingen afsavn, for jeg var trofast over for Toraen.”
Idi Amins ydmygelser
I slutningen af 1940’erne erfarede Abayudaya-menigheden gennem radio og aviser udråbelsen af staten Israel. De spejdede på himlen efter flyvemaskiner, som de håbede ville bringe dem til Zion.
De bad om at blive befriet for deres isolerede tilværelse, men omverdenens jøder kendte ikke til dem.
Først i 1962 fik Abayudaya-menigheden besøg af en sekretær fra den israelske ambassade i Kampala, Ugandas hovedstad.
Han forærede dem nogle hebraiske bønnebøger, og menighedens ledere begyndte at studere hebraisk og tilpasse gudstjenesten til den liturgi, der kendes og bruges i resten af den jødiske verden.
Men den tiltagende kontakt til jødiske organisationer verden over fik en brat afslutning, da præsident Idi Amin kom til magten i Uganda i 1971. Hans regeringsperiode, der varede frem til 1979, var en farlig og svær tid for Abayudaya.
Idi Amin lukkede synagogerne og forbød al kontakt til Israel samt fremsigelse af bønner og studier af Bibelen.
Gershom Sizomu, der i dag er menighedens åndelige leder, var barn under Amins styre. Han fortalte i 2003 til avisen Forward, at:
”Vi blev dagligt ydmyget, vi blev sendt på arbejde i skolens have om lørdagen, og blev konstant hånet af lærerne. Vi kunne ikke engang begrave vore døde efter jødisk ritual, vi bar dem tavse til graven.”
På grund af vanskelighederne konverterede mange Abayudaya til kristendommen. De mest standhaftige fortsatte med at dyrke jødedommen hemmeligt i isolerede huler.
De tog drengebørnene langt ud i bananlundene og omskar dem, og de betragtede alle vanskelighederne som Guds prøve på deres tro.
Sizomu fortæller, hvordan hans far i al hemmelighed byggede en lille sukka – en hytte til brug for Løvhyttefesten – bag deres hytte, og det var en bestikkelse bestående af to geder der reddede ham fra fængslet, da det blev opdaget.
De fleste synagoger forfaldt, og menighedens antal var under 300 medlemmer. Af de 36 synagoger overlevede kun fem Idi Amins styre.
Politisk indflydelse
I begyndelsen af 1980’erne grundlagde Joab Jonadav Keki sammen med sine to brødre Sizomu og Aaron Kintu Moses og en gruppe venner De Unge Jøders Klub. Sammen lærte de sig det hebraiske alfabet og bønnerne, samt videreudviklede Abayudayamusikken, baseret på jødiske salmer, traditionel luganda-musik og egne kompositioner.
Til trods for sult, vold og terror under præsident Milton Obotes styre i midten af 1980’erne fortsatte de deres aktiviteter.
De var ikke så opgivende som deres forgængere og ville tilbageerobre Kakungulus land på Nabogoya Bakken fra den Anglikanske Skole og genopbygge synagogen der. De kaldte sig Kibbutz og følte sig som israelske pionerer, da de med guitarer, trommer, bønnebøger og Toraruller drog op på bakken.
Politiet ankom, bankede og arresterede dem, men Semei Kakungulus søn, der var konverteret til kristendommen og sagfører i Kampala, forsvarede dem, og til sidst lykkedes det dem at opnå hvad de ønskede.
Disse svære års genvordigheder lærte Keki om betydningen af at have politisk indflydelse. Han har siden været politisk engageret og blev i 2003 valgt til lokal leder i byen Namanyonyi af både jødiske, kristne og muslimske stemmer.
Han er også utrættelig i sin søgen efter forbindelser til den jødiske verden udenfor. Efter flere afvisninger har han nu knyttet kontakt til den jødiske menighed i Nairobi i Kenya, som overvejende består af vesterlændinge.
I første omgang fik han ikke nogen varm velkomst – ingen troede på, at bantuen fra Uganda var jøde. Men den ihærdige Keki vendte tilbage til Nairobi flere gange.
Han studerede med de lærde og fik gennem en amerikansk universitetsstuderende midler til at restaurere synagogen i Nabugoya. (De andre to fungerende synagoger er i Putti og i Namatumba).
Respekt for alle
Ud over at være politiker, lærer og musiker er Keki også kaffefarmer. Keki, Sizomu og Kintu Moses har fem brødre og søstre samt egne familier.
Keki har i alt 30 børn, hvoraf 21 er adopterede. Af disse har tolv mistet deres forældre i forbindelse med AIDS. Sizomu har tre børn og ansvar for seks andre.
Kintu Moses er rektor for Semei Kakungulu-skolen. Skolen blev grundlagt i slutningen af 1990’erne af Keki og Sizomu og er i dag meget populær, også blandt muslimer og kristne. Der er i alt 163 elever, hvor af kun 60 er jøder.
60 % af eleverne er piger, og der er også enkelte mødre, som er vendt tilbage til skolebænken sammen med deres børn. Skolen er blevet så populær, at den er blevet udvidet med en børnehave for 50 børn.
Skolen adskiller sig fra andre religiøse skoler i Uganda ved at det er frivilligt for eleverne, om de vil undervises i hebraisk og i jødiske traditioner.
”Vi er ikke missionærer”, siger Sizomu stolt. ”Ingen skal slås her på grund af religionen. Vi respekterer hinanden.”
De foretagsomme brødre skaffer penge til deres skole gennem koncerter og cd-udgivelser. I deres sange forener de luganda-rytmer med malakittraditioner og selv kendte melodier lyder anderledes med en underliggende østafrikansk rytme.
Sizomu, der havde en bachelorgrad fra det Islamiske Universitet i Uganda, deltog i slutningen af 1990’erne i en konference i San Francisco om marginale jødiske menigheder.
Da han blev spurgt om, hvad der ville hjælpe Abayudaya mest, svarede han, at de meget gerne ville integreres i den jødiske verden.
Konferencens ledere foreslog ham at blive rabbiner, og gennem donationer har de hjulpet ham med at virkeliggøre drømmen. Efter fem års studier fik han sin smicha – ordination som rabbiner – fra en konservativ rabbinerskole i USA i april i 2008.
Et folk i mange farver
Menighedens liv har ændret sig gevaldigt siden den amerikanske organisation Kulanu (”os alle” på hebraisk), som opsøger og støtter skjulte og glemte menigheder, ”opdagede” dem.
Organisationen hørte om Abayudaya fra en ung rygsækrejsende, der under en rundrejse i Kenya stiftede bekendtskab med dem i synagogen i Nairobi. Herfra rejste han til Uganda og besøgte dem. Da han senere kom hjem, henvendte han sig til Kulanu.
Kulanu har kanaliseret støtte til Abayudaya til bl.a. brøndgravning og skolebyggeri, og for nyligt finansierede de fem nye latriner til Kakunguluskolen. Kulanu har også hjulpet med til anskaffelse af Toraruller, etablering af en webside, undervisning i jobsøgning og iværksættelse af simple mikrofinansierede forretningsaktiviteter.
Deres nyeste projekt er fair trade økologisk kaffe.
Det er ikke længe siden, at de fik elektricitet på skolen, så ”eleverne også kan studere om aftenen”, og de første ni studenter fra Semei Kakungulu skolen er blevet optaget på universitet.
Men arbejdsløsheden er høj i Uganda, og der er ingen jobgaranti bagefter.
Men menigheden er ikke så isoleret længere: et par timers vandring gennem bushen til Mbale giver adgang til internetcaféerne, hvilket de flittigt benytter sig af.
Kontakt til Israel er dog stadig begrænset til individuelle israelske gæster og sporadisk kontakt til den israelske ambassade. Og selv om en bet din - en religiøs domstol – bestående af amerikanske konservative rabbinere i 2002 rejste til Uganda og konverterede ca. 300 Abayudayaer, er det ikke sikkert, at disse vil blive accepteret som jøder i Israel.
Keki fortalte i artiklen i Forward, at han ved, at Israel ikke anerkender deres konvertering, fordi den ikke er ortodoks.
”Vi ville gerne have haft en ortodoks rabbiner. Men ingen ville komme, fordi vi ikke havde elektricitet og rindende vand.”
Under sine rabbinerstudier har Sizomu, hans kone og deres børn været på en måneds ophold i Israel - som de første fra Abayudaya. Sizomu identificerer sig stærkt med landet og siger, at han godt kunne blive fristet til at bosætte sig der, navnlig når han sammenligner landet med de primitive forhold i Uganda.
Men han foretrækker alligevel at bruge sin nye viden på at gøre Abayudayas liv bedre. Bl.a. har han planer om at grundlægge den første afrikanske skole til uddannelse af rabbinere.
Enkelte medlemmer af Abayudaya har udtrykt interesse for at bosætte sig i Israel, og mange vil gerne besøge den jødiske stat, men de fleste har ingen ønsker om at forlade Uganda.
Som Sizomu siger:
”Der er jøder over hele verden. Hvorfor skulle der ikke være jøder i Uganda? Hvorfor har Gud placeret nogle jøder i Uganda og andre i Amerika? Jeg tror det er fordi Han ville skabe en farverig verden. Vi er eet folk, men ligesom Jakobs frakke, er vi en frakke med mange farver.”
Artikel-oversigt
;)
;)
