Tags:
Kultur Goldberg#9Museum for fremtiden
Det er blevet moderne verden over at diskutere museumsarkitektur og museernes funktion. Også danske Louisiana er aktuel med en udstilling om emnet ”Museer i det 21. århundrede”. Arkitekten Daniel Libeskind fortæller her om sit seneste værk, det jødiske museum i San Francisco, som han håber vil være et ”Fremtidens Museum”
Af Alec Appelbaum
Daniel Libeskind er en af verdens mest berømte arkitekter og samtidig en af de mest kontroversielle. Han nyder at lade sin røst høre i stille, følsomme sammenhænge.
Han blev berømt i 1999 for det jødiske museum i Berlin, et rumforløb af uregelmæssige vægge og lys- og skyggeeffekter omkring en velpasset have, og tiltrak sig yderligere opmærksomhed med lignende skæve museer i København og Manchester.
Hans vinderprojekt for det nye World Trade Centers tårn, hvis højde på 1.776 fod er en reference til året for USA’s uafhængighedserklæring, og hvis overskårne top hvert år den 11. september vil reflektere sollyset ned på tomten, hvor de oprindelige tårne stod, fik konkurrenter til at påstå, at Liebeskinds ”krimskrams” fremmer hans berømmelse stik imod enhver bymæssig eller ingeniørmæssig logik.
Det er rigtigt at hans projekter – et bådformet museum i København og et hjul uden på Hyundais hovedsæde – sjældent glider ubemærket ind i omgivelserne. Men hans overdådighed gør ham populær, hvilket hans atten igangværende projekter over hele verden er et bevis på.
Men kan 61-årige Libeskind hjælpe et museum i San Francisco med at ryste skyggen fra Holocaust af jødisk kulturliv?
Libeskinds nye jødiske museum i San Francisco føjer en konstruktion af blå stålpaneler til bagsiden af et tidligere elektricitetsværk fra 1907, i sig selv et mesterværk i nyklassicistisk stil fra begyndelsen af det 20. århundrede, på en travl plads i byens centrum.
Stålkonstruktionen er udformet som de hebraiske bogstaver het og jod, der repræsenterer ordet hai (live); bygningen som helhed er ifølge Libeskind inspireret af udtrykket l’haim (til livet).
Museet åbnede den 8. juni, og man kan nu gå fra Yerba Buena Gardens gennem det gamle elektricitetsværk – som nu er en storslået foyer med Libeskinds lodrette bølger af betonelementer, der forenes med udsmykningerne inspireret af City Beautifulbevægelsen, øverst oppe – og ud igen og ind i den blå stålkonstruktion, der fra luften ligner ordet det hebraiske ord hai.
Det ligger kilet ind mellem et hotel, en kirke og et mindesmærke for Martin Luther King som en lakmusprøve på, om Libeskind kan forene et kulturminde med byens puls eller bare lader sit nedslag dominere den offentlige plads.
Det lyder som godt nyhedsstof med et jødisk museum i USA, der ikke er et Holocaust-museum.
”Det er rigtigt. Og det er fantastisk. Det er netop det, jeg opfatter som betydningsfuldt, fordi jeg har beskæftiget mig med jødiske museer i Europa, hvor man altid er del af en ufattelig tragedie.”
”Det betød meget for mig at arbejde med et jødisk museum i San Francisco, der hylder jødisk liv, San Francisco og USA. Og derfor baserede jeg det på den meget traditionelle og meget gamle kerne i jødisk ånd: l’haim. Til livet.”
Men jødisk arkitektur har vel nærmest ikke brug for symboler. Når ti jøder forsamles med en bog er stedet jo helligt.
"Det er nu ikke helt rigtigt. Hvis man dykker ned i de bibelske tekster ser man, at arkitektur og kunst har spillet en vigtig rolle helt fra begyndelsen. I Første Kongebog kapitel 6 beskrives eksakte mål og keruber."
”Inde i huset indrettede han det inderste rum, så Herrens pagts ark kunne stå der.”
"Men jødisk arkitektur handler ikke om at ære et billede. Det bibringes gennem bygningernes storhed og arkens håndgribelige aspekt."
I museet har du lavet en passage, så de besøgende kan gå gennem det store, gamle, bronzefarvede elektricitetsværk ud til et åbent areal og derfra ind i den bygning, du har formet som et ord. Man bevæger sig altså fra et tidligere elektricitetsværk ind i en tekst.
Betyder det, at bygningerne arbejder sammen som et illumineret manuskript, hvor de nye former, du har skabt, får de omkringliggende bygninger til at træde skarpere frem?
"Det er en god iagttagelse. For hebraiske bogstaver er ikke blot kommunikationsmidler; de er en del af betydningen selv for dem, der er meget verdslige og ikke har noget forhold til hebraisk eller jiddisch."
"Når man går fra elektricitetsværket til den bygning, der er formet som l’haim, virker det som et rum der udfylder mellemrummene."
"Men der er også en historie i det rum, i elektricitetsværkets arkitektoniske detaljer, som får en til at tænke på, hvordan vi lovpriste ideen om elektricitet i en tidligere periode af San Franciscos historie."
"Området mellem bygningerne er en slags margen, der opfordrer en til at komme med kommentarer."
Hvordan?
"Bygningen er som en juvel, der er sat ind mellem to eksisterende bygninger. Den ene er elektricitetsværket og den anden er hotellet, som vi bruger en slags skive af."
"Normalt forestiller man sig, at en arkitekt bygger på et tomt areal – her er en grund, opfør en bygning – men her er der næsten ikke plads til bygningen. Der er lidt plads bag Saint Patrick-kirken, men det meste ligger inde i de to bygninger."
"Så jeg forsøgte at placere den centrale del af bygningen i bogstavet het, og denne del har flere anvendelsesmuligheder: et fleksibelt galleri og en butik."
"Den er ikke kun jødisk som metafor; den har også en jødisk følelse. Der er en slags jiddischkeit over den, fordi den beskæftiger sig med eksisterende og historiske symboler."
"Vi har elektricitetsværkets enorme facade og udsigten til det gamle hotel. Indenfor har jeg bevaret konsollerne, terrakottafliserne og noget af fundamentet."
"Og husk på, at ingen kom på elektricitetsværket. Det var lukket for offentligheden. Men ved at gøre det tilgængeligt som en del af teksten, selv om det er marginalt, får man et indblik i San Franciscos kreativitet."
"I stedet for at gøre det nostalgisk, som ofte er den måde, man restaurerer bygninger på, skærer denne form sig faktisk gennem stedet."
"Og når man går ind, har man bogstavet jod i den bagerste del og ovenlysvinduerne. Så man illuminerer manuskriptet. Det giver kun mening, hvis man gerne vil læse det og engagere sig i det."
Når du siger ‘jiddischkeit’ skal det så forstås som at man tager del i en dialog?
"Ja, dialog, eller snarere trialog, om man vil, med kirken udenfor og pladsen. Det er mange samtaler, ikke kun én."
"Det er som kommentarer, der er meget bevidste om, hvornår de blev fremsat, men som lever videre gennem deres fantasi."
Hvordan har dine tanker om dialog udviklet sig, siden du tegnede museet i Berlin?
"Museet i Berlin var meget anderledes. Meget af det handlede om et mørkt kapitel i historien, nemlig Holocaust."
"Men samtidig forsøgte jeg at bibringe museet en følelse af håb. Det gav ingen mening, at folk bare skulle komme for at sørge, og at der ikke var mere at gøre i Tyskland."
"Så jeg forsøgte at tilføje nogle aspekter, der kunne vise hen mod en bedre fremtid."
"Men her i San Francisco kunne jeg virkelig arbejde med skønheden og lyset i Amerika. Det jødiske museum er jo historien om Amerika. Immigranter, der kommer til landet, klarer sig godt og bidrager til byens fantastiske karakter."
"Og det interessante er, at folkene bag museet forstod, at mange jøder i Amerika har indgået blandede ægteskaber og ikke længere identificerer sig med synagogen eller zionismen."
"Så det her er et nyt mødested. Det har mange resonanser, og det giver alle en mulighed for at tage del."
"Det der gør museet jødisk er, at intet er lavet, blot fordi jeg kan lide det på den måde. Det understøttes af en tradition og en slags eksistentiel forbindelse til en levende, åndelig idé."
Så ved at lade det udendørs område mellem den gamle og den nye bygning være en del af oplevelsen understreger du forbindelsen mellem den nye bygning og de ældre omgivelser?
"Ja. De fleste museer begynder ved døren, men her kommer man ind fra pladsen til området mellem det lyse l’haim og elektricitetsværkets tunge rum. Man får en offentlig fornemmelse af kultur og minde."
"Det er i mine øjne jødisk tænknings anden store indvirkning på mit arbejde. At mindet er meget vigtigt; man skal skabe plads til mindet. Og ikke kun det triste minde."
Hvordan kan en samling gamle genstande holde en dialog om tro i live?
"Ved at lade et museum give den samme genklang som en bog, hvor man kan være optaget af en samtale på mange niveauer."
"Det er det, der gør et museum til noget andet end blot en tjekket bygning med en flot facade. Og min kærlighed til de hebraiske bogstaver var ikke noget, jeg tvang ned over projektet."
"Jeg tror også, at stålet sammen med de røde mursten vil virke både inspirerende og mystisk. Det er lidt som Middelhavet."
"Midt i noget meget stærkt og tungt er der også meget lys."
Oversat af Hanne Friis.
Alec Appelbaum skriver om design, arkitektur og bygningsværker for Architectural Record og andre tidsskrifter.
Artikel-oversigt
;)
;)
