Tags:
Samfund Goldberg#9Denne kvinde... Miss Lewinsky
”Jeg blev meget kendt for noget, som det ikke er ret ’cool’ at være kendt for”, kommenterede hun engang sin ufrivillige verdensberømmelse. Men størst blev hendes rolle som katalysator for alt lige fra jødisk selvransagelse til konspirationsteorier i den arabiske verden.
Af Susanne Bernth
Den 23. juli i år fyldte Monica Lewinsky 35 år. Det var omtrent på dagen ti år efter at Bill Clinton efter lang tids juristeri indvilligede i at vidne for Kongressen angående beskyldningerne om et seksuelt forhold til den unge praktikant.
Han nægtede. I første omgang. I anden bed han sig i underlæben og undskyldte på landsdækkende tv, lige akkurat reddet fra at blive tvunget fra embedet gennem en rigsretssag.
Hele affæren var banal og ligegyldig undtagen for de umiddelbart implicerede, så hvordan gik det til at historien om cigaren, praktikanten og verdens mægtigste mand blev en anledning til selvransagelse blandt en gruppe, der hører til blandt de mest integrerede og mest succesrige i det amerikanske samfund.
Og til et storpolitisk anliggende der møvede sig ind på lederplads i alverdens aviser?
Svaret er: Fordi Monica Lewinsky er jøde.
Som sagen kørte i de store amerikanske medier, blev det registreret at Monica Lewinsky var ud af en jødisk familie. Ikke mere.
Havde hun været sort, havde det rørt et langt mere sårbart punkt i den amerikanske kollektive psyke, sådan som det skete i O.J. Simpson-sagen.
Men her var der ingen grund til at dykke videre ned i spørgsmålet; hun var en ung kvinde, lidt klodset, lidt til grin og i øvrigt datter af velhavende forældre i Californien. Ja, og så jødisk.
Men Marlene Adler Marks var af en anden opfattelse. Hun gjorde sagen til et symptom på den patriarkalske jødiske familiestruktur og det amerikansk-jødiske samfunds manglende evne til at se sig selv og sin historie i øjnene.
I Jewish News Weekly for Northern California skrev hun i januar 1998 kort efter sagen brød ud, og ingen vidste hvor den ville ende, at alle Bill Clintons såkaldte Bimbo-udbrud stort set var gået hen over hovedet på hende.
De vedrørte kvinder, rundet af trailerparkerne i Arkansas, den fattigste stat i USA. Og hvad rager de os?
Men denne gang var det anderledes. Her var tale om en pæn, jødisk pige som blev centrum for den ”værste politiske krise i årtier.”
At medierne ikke borede dybere i Monica Lewinskys jødiske baggrund var ikke problemet. Tværtimod, det tjente dem til ære, mente hun.
Men hvorfor lod det jødiske samfund som om det ikke havde noget med dem at gøre?
”Det spørgsmål må vi i det jødiske samfund selv se i øjnene. Vi kender denne unge kvinde. Hun er os, et produkt af vores hjem. Hun er vores datter. Hun er os i en yngre og mere naiv udgave.”
For Adler Marks var det et skæbnefællesskab. At det blev netop denne pæne, jødiske pige kunne føres tilbage til den måde mange jødiske mødre opdrager deres døtre på, og som gjorde dem anderledes end andre familier.
”Vi opdrager stadig vores døtre til at tilbede magt, at få succes via en anden, til at lægge an på far, og hvis ikke på ham, så på andre magtfulde mænd der kan gøre tingene lettere for far.”
Monica Lewinskys far Bernard blev født i 1943 i San Salvador af tyske forældre der var flygtet fra nazisterne.
På et tidspunkt offentliggjorde New York Times dele af hendes forældres skilsmissesag. Selvom det ikke handlede om det specifikt jødiske, skortede det ikke på snagen i hvilke særlige psykologiske træk denne unge kvinde måtte have, skandalens mulige konsekvenser taget i betragtning.
Det fremgik at der havde været en del mundhuggeri ved middagsbordet; af og til i en grad så Monica forlod det, opløst i tårer.
Var der her tale om en far der fortrængte historien og lod sine indestængte følelser gå ud over familien – som i den Oscar-belønnede film ”Shine”? spurgte Adler Marks.
For en tragedie kommer altid af noget.
I månederne der fulgte forblev Bill Clinton meget populær i befolkningen, mens Monica Lewinsky blev til grin og ikke vurderet som synderligt sympatisk. Mens hun sad og prøvede at strikke sig gennem krisen, rullede sagen gennem Mellemøsten.
At den brød ud nøjagtigt 24 timer før præsident Clinton havde berammet et møde med den daværende israelske premierminister, Binyamin Netanyahu, og den palæstinensiske leder, Yasir Arafat, i et forsøg på at genoplive fredsprocessen, gav kun næring til spekulationerne.
I foråret 1999, da der omsider var lagt låg på sagen, opsummerede P.R. Kumaraswamy, dengang forskningsstipendiat på Hebrew University i Jerusalem, forløbet som det blev set på den anden side af Atlanten.
På begge sider af konflikten i Mellemøsten var der almindelig enighed om at Lewinsky ikke var nogen babe, skriver Kumaraswamy.
En ægyptisk kommentator fnyste ad præsidentens opførsel overfor kvinder i al almindelighed, hvad enten de var grimme som Paula Jones eller tykke som Monica Lewinsky.
Ehud Olmert, dengang borgmester i Jerusalem, men altid mand for en slagkraftig bemærkning, erklærede at han aldrig havde mødt en mand med en så dårlig smag for kvinder som Bill Clinton.
Et andet fodslag fandt Kumaraswamy i at den eneste, der drog nytte af skandalen, var Netanyahu, fordi det gav ham et pusterum i forhold til den strandede fredsproces.
Dette synspunkt stod på lederplads i en iransk avis, og det samme mente det venstreorienterede Knesset-medlem, Avraham Poraz – dog uden de samme konspiratoriske undertoner.
Og mens mange andre statsledere fra hele verden gav præsidenten stående klapsalver for hvad???, holdt Netanyahu mund.
I Israel blev det noteret med alt andet end begejstring, at der ud over Monica Lewinsky var en del jøder indblandet i sagen.
En slægtning til Lewinsky havde været medvirkende til at hun overhovedet kom i praktik i Det hvide Hus, idet han havde givet et stort beløb til Det demokratiske Partis præsidentvalgkampagne og derfor fik en nat i Lincolns seng som tak.
Den vicestabschef, som sørgede for at Lewinsky blev overført til Pentagon i et forsøg på at afværge skandalen, var også jøde.
Mange af de arabiske lande så Monicagate som en hævn fra hvad de benævner som den israelske eller zionistiske lobby.
I Syrien antog et dagblad at Monica Lewinsky var plantet som en bombe af israelerne, så den kunne eksplodere når som helst, mens en anden kommentator mente at hun var ”made by Mossad”.
Det går også igen flere steder at det hele var Netanyahus hævn over, at han var blevet nægtet modtagelse i Det hvide Hus under et besøg i Washington i 1997.
Dengang skulle han have fået nys om affæren med den jødiske pige, og han lod det komme ud som et kølleslag, da han fandt det politisk opportunt.
Der var dog et mindretal i den arabiske verden der manede til forsigtighed og advarede mod, at man i sygelig grad lod sig rive med af konspirationsteorierne, for de havde en tendens til at udhule og fordreje tingene.
Som medierne har udviklet sig de sidste ti år, med spin, blogs og en skærpet kamp om læserne og seerne, kunne det ikke udelukkes at nogen ville finde på at spille Lewinsky-kortet under Hillary Clintons valgkamp her i foråret.
Det kunne bruges til at så tvivl om hendes og hendes mands moralske sindelag, eller endnu mere effektivt: som en trussel om at kom Clintons igen til at sidde i Det hvide Hus, var der en reel risiko for at amerikanerne nok en gang skulle slæbes igennem en lignende pressemølle, som havde hængt langt størstedelen ud af halsen, mens den stod på.
Og lige nu – med en skrantende økonomi, tendens til inflationen og til dels Irakkrigen – var det ikke lige det amerikanerne havde brug for.
Under sit forsøg på at blive nomineret som Det demokratiske Partis præsidentkandidat genkaldte Hillary Clinton sig i et TV-interview, hvor pinlig affæren havde været for hende, skønt hun aldrig tvivlede på at hendes mand elskede hende.
Også datteren Chelsea blev konfronteret med sagen, mens hun førte valgkampagne for sin mor. En spørger ved Butler University i Indianapolis ville gerne vide, om Hillary Clintons troværdighed var svækket af ”Monicagate”?
”Wow,” svarede hun. ”Jeg tror du er den første på mere end 70 højere læreanstalter der har spurgt om det … og i øvrigt kan jeg ikke se at det rager dig.”
Monica Lewinsky selv har holdt en profil, lavere end luven på et gulvtæppe. For et par år siden fik hun sin mastergrad i socialpsykologi fra London School of Economics og bor stadig i London.
Da hendes tidligere pressesekretær blev kontaktet af pressen for at få en kommentar til Clintons valgkampagne, svarede denne at Lewinsky havde absolut intet at sige, ” … for uanset hvad hun sagde, ville hun få skylden, hvis Hillary Clinton tabte.”
I processen blev Monica Lewinsky forvandlet til en anledning, et påskud, en rekvisit i et langt større spil. Siden blev hun en popfigur i en grad, så hun knapt kunne finde fodfæste, heller ikke med sit håndtaskemærke, Real Monica.
Da turen rundt på diverse talkshows var overstået, skrev hun sammen med forfatteren Andrew Morton en bog om sin version af historien, hvor hun prøvede at gøre op med billedet af hende som en seksuel buffet, hvor Bill Clinton blot tog for sig.
Det var ligeværdigt på alle planer, understregede hun.
Og da han udgav sine erindringer, ”Mit liv,” kommenterede hun:
”Han kunne have rettet op på [sandheden om forholdet] med sin bog, men det gjorde han ikke. Han skrev historien om. Han løj.”
Sagen kort
Monica Samille Lewinsky, født 23. juli 1973. Hun blev verdensberømt i midten af 1990erne efter at have haft en affære med den amerikanske præsident, Bill Clinton, mens hun arbejdede som praktikant i Det hvide Hus.
Sagen blev kendt som ”Monicagate” og var på nippet til at fjerne præsidenten fra embedet i utide.
Efter at have taget eksamen i psykologi fra Lewis & Clark College i Portland i staten Oregon flyttede hun til Washington, hvor hun fik et praktikantjob under præsident Clintons første præsidentperiode.
Her indledte de en affære, og var angiveligt enige om at den kun omfattede oralsex, og ikke decideret samleje, fordi det efter den jurauddannede Clintons mening ikke faldt ind under begrebet ’et seksuelt forhold.’
En assistent, der arbejdede tæt på Det ovale Kontor, opdagede affæren og fik flyttet Monica Lewinsky fra Det hvide Hus til forsvarsministeriet, Pentagon.
Her knyttede Monica Lewinsky sig til en kollega, den noget ældre Linda Tripp, og fortalte hende om forholdet.
Tripp optog deres telefonsamtaler på bånd og gav båndene til den uafhængige undersøger, Kenneth Starr, der var i færd med at undersøge, om Clinton-ægteparret havde handlet uretmæssigt i forbindelse med en grundhandel i Arkansas, kendt som Whitewatergate.
I den såkaldte Starr-rapport indrømmer Monica Lewinsky, at hun havde praktiseret oralsex med præsidenten i Det ovale Kontor.
Rapporten førte til at der blev rejst rigsretssag mod Bill Clinton, fordi han løj om affæren og forsøgte at hindre opklaringsarbejdet.
Bill Clinton havde tidligere nægtet under ed at han havde haft et seksuelt forhold til Monica Lewinsky, og gentog senere på landsdækkende tv de efterhånden legendariske ord: ”Jeg har ikke haft et seksuelt forhold til den kvinde, Miss Lewinsky.”
Efter lange juridiske tovtrækkerier om definitionen af seksuelle relationer endte Bill Clinton med at vedgå sig forholdet. Det skete den 19. August 1998, hvor han undskyldte på landsdækkende TV at han havde misledt befolkningen.
Der blev rejst rigsretssag mod ham i Repræsentanternes Hus, men anklagerne blev frafaldet i februar 1999 af Kongressens andet kammer, Senatet.
Erica Jong
Forfatteren Erica Jong, der bl.a. har skrevet bestselleren “Luft under vingerne”, om en kvindes seksuelle frigørelse, vil i dag ikke vurdere Monica-sagen i et jødisk perspektiv.
Hun har sagt til Goldberg, at “…sagen har intet med jødiskhed at gøre. Det er bare den gamle historie om en umoden ung kvinde og en ældre mand. Emnet er ikke værdigt for magasinet Goldberg.”
En jødisk kvinde i Californien er dog ikke enig.
I Jewish News Weekly skrev hun umiddelbart efter sagen blev kendt, at Monica var et typisk produkt af patriakalsk/jødisk opdragelse, hvor døtrene lærer at “vampe” for far.
Jong har ellers skrevet flere steder om affæren, bl.a. i en artikel med overskriften Præsidentens Penis.
Artikel-oversigt
;)
;)
