Tags:
Holocaust Goldberg#9Ovnbyggerne fra Auschwitz
Af Peter Langwithz Smith
I ugen fra mandag den 8. til og med søndag den 14. marts 1943 arbejdede montør Heinrich Messing særligt hårdt. Hans arbejdstid androg ikke mindre end 83 timer, heraf var de 35 overtimer.
Nok krævede krigen en særlig indsats, men Messings arbejdstidskort tyder på, at hans arbejde var af særlig betydning for krigsførelsen.
Hvad lavede han, hvor befandt de ventilationsanlæg sig, som han installerede?
På kortet står, at han monterede og færdiggjorde ventilationsanlæg til at pumpe luft ud og ind i et rum, der omtales som ”Keller”, senere som ”Auskleidekeller”.
Også betegnelserne ”Keller I” og ”Keller II” står på hans kort. Endvidere fremgår det, at han arbejder på noget, der betegnes som ”BW 30”, hvilket var den byggetekniske betegnelse for krematorium II i Auschwitz-Birkenau.
Messing havde travlt, for natten mellem den 13. og 14.marts 1943 blev gaskammeret i krematorium II taget i brug for første gang.
De omtalte kældre var ikke ligkældre i gængs forstand. ”Keller I” var gaskammeret og ”Keller II” var rummet, hvor ofrene blev tvunget til at klæde sig af, før de blev drevet ind i gaskammeret.
Hvis kælder II havde været en almindelig kælder til midlertidig opbevaring af lig af fanger omkommet i lejren, hvorfor så omtale den som ”Auskleidekeller”?
Messing har vidst, hvad han var med til at bygge: et enestående bygningsværk med alle tænkelige tekniske finesser, en fabrik til industriel udryddelse af mennesker.
Montør Heinrich Messing opholdt sig cirka 6 måneder i Auschwitz-Birkenau og udførte pligtopfyldende og med penibel bogføring det arbejde, som hans arbejdsgiver havde sendt ham til Schlesien for at udføre.
Firmaet havde til huse i Erfurt og var et velrenommeret familieforetagende, hvis navn skulle blive berømt og berygtet: Topf und Söhne.
Om dette firma, der leverede krematorieovnene ikke blot til Auschwitz-Birkenau, har lejrmuseerne i Buchenwald og Mittelbau-Dora lavet en udstilling, som i perioden fra den 22. august til 30. december 2008 vil kunne ses på Arbejdermuseet i København.
Firmaets kontakt til SS opstod i 1939, da SS henvendte sig til det for at få bygget et stationært krematorium i Buchenwald.
Hidtil havde SS ladet ligene af omkomne fanger brænde i det kommunale krematorium i Weimar, men med overopfyldningen af lejren som følge af krigsudbruddet var det umuligt at opretholde denne praksis: der døde ganske enkelt for mange.
Leveringen af krematorieovnene til Buchenwald blev fulgt op af flere andre leverancer til koncentrationslejrene. De største og vigtigste ordrer modtog firmaet fra SS-byggeledelsen i det, der skulle blive nazisternes største koncentrations – og udryddelseslejr: Auschwitz- Birkenau.
I udstillingen indtager firmaets forretninger med SS-byggeledelsen i Auschwitz-Birkenau en central rolle.
Vi bliver præsenteret for fotografier, arbejdstegninger, brevvekslinger og som omtalt arbejdskort for forskellige montører og murerformænd, som Topf und Söhne sendte til Auschwitz for at føre tilsyn med arbejdet i krematorierne og gaskamrene eller selv udføre opgaverne.
Allerede i sommeren 1940 leverede man den første stationære dobbeltovn til Stammlagers krematorium, som dermed fik en kapacitet på op til 70 lig i døgnet. Det var nok til at dække SS’ behov på det tidspunkt.
Fra starten har firmaets ledelse været klar over, at man var delagtig i en forbrydelse. Intet i de bevarede dokumenter tyder på, at nogen i ledelsen eller formændene, der arbejdede på byggepladserne i Birkenau, har haft samvittighedsproblemer.
Firmaets ejere tjente godt på samarbejdet med SS, afdelingsleder og ingeniør Kurt Prüfer fik procenter af omsætningen og var hyppigt i Auschwitz. Man var medskyldige, men anså ikke sig selv som medløbere, men som medarbejdere.
Den 21. oktober 1941 ankom Prüfer til Auschwitz, hvor han i et møde med SS-byggeledelsens nye chef, Karl Bischoff, planlagde bygningen af et krematorium med ikke mindre end 15 ovne.
Et så stort tal var en konsekvens af Heinrich Himmlers ordre om at udvide lejren i Birkenau til at kunne rumme mindst 100.000 fanger.
Oprindeligt skulle det nye krematorium have været placeret tæt ved det gamle i Stammlager, men ikke alene blev planerne ændret, så det nu blev placeret i den vestlige del af Birkenau, man besluttede at fordoble kapaciteten, så der skulle bygges yderligere et krematorium med 15 ovne, magen til det første.
Hvert af de nye krematorier havde en officiel døgnkapacitet på 1440 lig; man ville altså kunne brænde samtlige fanger I løbet af nogle få måneder.
Hvorfor var en sådan uhyrlig kapacitet nødvendig?
Svaret kan findes i et aktstykke udfærdiget af SS den 21. august 1942, hvori man fastholder resultaterne af forhandlinger med Kurt Prüfer.
Heri hedder det under punkt 2, at man ville opstille 2 tredobbelte ovne I forbindelse med ”Badeanstalten für Sonderaktionen”.
I SS’ kamuflagesprog betyder dette gaskamre, og der har formentlig været tale om de provisoriske gaskamre, Bunker 1 og 2, hvor ligene blev kastet i massegrave.
Man var altså hos Topf und Söhne fuldt ud bevidst om, at deres produkter skulle indtage en central rolle i masseudryddelsen af jøder og andre definerede undermennesker såsom sigøjnere, et massemord, der for Auschwitz-Birkenaus vedkommende allerede var begyndt i stor målestok i foråret 1942, men nu skulle kapaciteten udvides.
Topf und Söhne trådte til med faglig ekspertise og stor snilde. Således foreslog Prüfer at bruge spildvarme fra ovnene til at foropvarme gaskammeret, da det ville øge effektiviteten af zyklon B-gassen.
Dette blev bekræftet af SS i et brev til Topf und Söhne den 6. marts 1943. Derfor fik montør Messing så travlt.
Erfurt-firmaet leverede også elevatorerne, der fragtede ligene op fra de underjordiske gaskamre i krematorium II og III, de stod for bygning af skorstene og affaldsforbrændingsovne, hvori man brændte de af ofrenes ejendele, som i SS’ øjne var værdiløse: personlige papirer, fotografier, bøger og lignende.
Forretningen blomstrede: i alt leverede Topf und Söhne alene til Birkenau 46 ovne. Auschwitz-Birkenau havde, da alle fire krematorier stod færdige i sommeren 1943, en samlet officiel kapacitet på 4756 lig i døgnet.
Men selvom de jødiske fanger, der i Sonderkommandoet var tvunget til at udføre arbejdet i gaskamrene og krematorierne, brændte mere end de anbefalede 2-3 lig per ovn, kunne kapaciteten ikke klare de mange lig i sommeren 1944, da de ungarske jøder skulle myrdes.
Man anlagde derfor åbne ligbrændingsgruber bag krematorium V.
I november 1944 blev der givet ordre til, at de tekniske dele af krematorierne i Birkenau skulle afmonteres og sendes længere ind i Tyskland; derpå skulle bygningerne i Birkenau sprænges i luften for at slette sporene.
Hensigten var at dele af ovnene skulle genopføres ved Mauthausen-lejren, en plan, som Erfurt-firmaet så sent som medio februar 1945 erklærede sig interesseret i at realisere. Den blev dog aldrig ført ud i livet.
Ved krigsafslutningen begik den ene af ejerne af Topf und Söhne selvmord. Hans bror flygtede til Vesttyskland, hvor han forsøgte at videreføre firmaet, dog uden held.
De ledende ingeniører blev anholdt af russerne, da de overtog kontrollen med Thüringen. Prüfer blev idømt 25 år i Gulag, hvor han døde i 1952.
Også forsøgene på at videreføre virksomheden i DDR slog fejl, og efter privatisering og konkurs i 1994 forfaldt bygningerne i Erfurt, indtil de på privat initiativ blev delvist fredet i 2004.
Topf und Söhne var langt fra det eneste firma, der profiterede på at udføre opgaver for SS; ligesom tusinder andre tyske virksomheder brugte det slavearbejdere fra lejrene til at arbejde for sig, og dets korrespondance med SS viser en rystende ligegyldighed over for den forbrydelse, man var en del af.
Det er særdeles prisværdigt, at Arbejdermuseet viser denne udstilling og i tilknytning hertil har lagt ikke blot det tyske katalog til udstillingen ud på museets hjemmeside, men også en dansk oversættelse, samt en litteraturliste og nyttige links.
Arbejdermuseet findes på adressen: Rømersgade 22, 1362 København K. Tlf: (+45) 33 93 25 75 www.arbejdermuseet.dk/
Artikel-oversigt
;)
;)
