Tags:
Samfund Religion Israel Goldberg#9Civilklædt ultraortodoksi
Hardal betyder sennep på hebraisk – men ordet er også et akronym, der beskriver nye radikale tendenser med mulige tråde til det globale billede.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Tidligt på sommeren brændte et stort stykke land på en skråning i Vestbreddens centrale bjerge. Et stort antal gamle oliventræer forsvandt i flammerne, som lynhurtigt bredte sig i det knastørre landskab.
Ifølge de første meldinger var ilden opstået ved et uheld, men senere undersøgelser arbejder med lokale palæstinenseres klager over, at branden skal være påsat af unge aktivister oppe fra bakketoppen.
Her ligger bosættelsen Yitzhar, der selv i ideologiske bosætterkredse betragtes som yderligtgående, og selvom intet er bevist, anser mange iagttagere teorien for sandsynlig.
Yitzhar har en lang forhistorie med vold, og de israelske myndigheder har længe været klar over, at her bor elementer, der er villige til at gå længere end de fleste andre for at forhindre nogen form for indrømmelse over for palæstinenserne.
Sagen er blot, at dette ikke bare er en politisk-ideologisk strømning, men i høj grad også drives af en religiøs motivation, der har fået flere og flere til at tale om en stærkt fundamentalistisk tendens.
Begrebet hedder hardal, hvilket er et hebraisk akronym for haredi dati leumi.
Direkte oversat betyder det ultraortodoks nationalreligiøsitet, hvilket umiddelbart rummer en kolossal selvmodsigelse, men som ude i landskabet giver sin egen, absurde logik.
Ikke helt 11. september
”Som alle andre åndelige strømninger er det vanskeligt at afgrænse, hvem der er hardal, og hvem der ikke er, men der er tale om en tendens, der har været undervejs de seneste 20 til 25 år og er ved at slå meget kraftigt igennem i disse år,” forklarer Yedidia Stern, der forsker i religiøse udtryk i en moderne verden ved Israel Democracy Institute i Jerusalem.
Grundlæggende taler man om to religiøse grupperinger i Israels jødiske befolkning. På den ene side står de ultraortodokse, sortklædte mænd, der i større eller mindre grad vender staten Israel ryggen og i visse tilfælde definerer sig som anti-zionister.
Deres åndelige modsætning er de nationalreligiøse, der tværtimod har taget en meget aktiv rolle i statens liv. De nationalreligiøse ser den sekulære stat som et overgangsfænomen inden de messianske tider, som det er en religiøs pligt at fremskynde aktivt, og deres rolle er ofte blevet beskrevet som ultra-zionistisk.
Gennem de senere år har begge grupper undergået en ideologisk opblødning og bevæger sig ind mod den politiske og samfundsmæssige midte.
”Men i begge grupperinger har en lille minoritet hver for sig bevæget sig imod hovedstrømningen. De er blevet endnu mere ekstreme, og det er disse mennesker, man kalder hardal. Navnlig i den nationalreligiøse lejr ser de den stigende opblødning som et forræderi og et tegn på, at Gud har sat dem på en ny prøve,” forklarer Stern.
”Som svar på dette har de tilsat den velkendte politiske aktivisme en stadig dybere religiøsitet, og de flirter med kabbala og jødisk mysticisme, som de henter i den ultraortodokse verden. De ligner nationalreligiøse, men tænker som ultraortodokse. Det er ikke helt forkert at tale om civilklædt ultraortodoksi.”
Yedidia Stern nævner Yigal Amir, den unge højreekstremist, der myrdede ministerpræsident Yitzhak Rabin ved en fredsdemonstration i november 1995.
Attentatet betragtes som en af årsagerne til at fredsprocessen med palæstinenserne kørte fast, og Stern beskriver Amir som typisk repræsentant for denne nye fundamentalisme, hvor også rømningen af Gush Katif, Gazastribens bosættelser, i august 2005 fylder en del i åndelig forstand.
Den ideologiske bosætterbevægelse opfattede Gush Katif som et voldsomt politisk nederlag, mens anarkisterne, som de unge fundamentalister hedder, tog det som et tegn fra Gud, der måtte besvares med endnu dybere religiøs inderlighed.
”Der er dem, som taler om Gush Katif som bevægelsens 11. september, den ultimative katastrofe,” siger professor Stern.
”Det er nok lidt hårdt sat op, men det står i hvert tilfælde som en stærk mental faktor, hvis virkninger vi kan se i dag.”
Sex, penge og udlandsrejser
”Jeg beskæftiger mig ikke med klassifikationer af mennesker,” siger den dansk-fødte Moti Isaak, som selv tilhører den ideologiske og aktivistiske bosætterbevægelse.
”Jeg ved ikke, hvad hardal er for noget.”
Han afviser talen om splittelse i bevægelsen som noget vrøvl, men efter at have sundet sig lidt kommer han alligevel med en forklaring.
Han ser en reaktion mod det sekulariserede og materialistiske Israel, et land ”der kun tænker på sex, penge og rejser til udlandet”, som han formulerer det.
Efter hans opfattelse står den unge, nationalreligiøse generation over for en dybere kløft til resten af samfundet, end da han selv var på deres alder.
Som eksempel bruger han det israelske luftvåbens seneste kursus for piloter, hvor man ikke finder en eneste kibbutznik, tidligere tiders ideologiske fortrop, mens der er mange fra hans egen lejr.
Det skaber, siger han, en fornemmelse af, at ingen ud over deres egen kreds interesserer sig for de nationale værdier, og når regeringen så oven i købet kvitterer ved at tale om bosættelsesrømninger, opstår der en åndelig belejringstilstand.
”Der er en revolution på vej blandt vore unge, og hvis Gud lader os blive her længe nok, er jeg sikker på, at den ender med sejr,” tilføjer Moti Isaak, der selv bor i Karnei Shomron og i sine unge dage var med til at oprette ideologiske bosættelser som Har Bracha og Elon Moreh dybt inde i Vestbreddens bjerge.
Oprør mod friheden
Moti Isaak taler om det, Yedidia Stern kalder de nye værdisæt, der har at gøre med en global udvikling.
I den tid hardalfænomenet har udviklet sig, har det israelske samfund gradvist åbnet sig mod resten af verden. Israelere er begyndt at rejse mere, de har fået andre forbrugsvaner og især andre normer.
Liberalismen er vundet frem og med den de vestlige frihedsidealer, som hardal nu protesterer imod.
”Her har vi den globale tendens,” forklarer han. ”Vi ser nøjagtig det samme i den islamiske verden og i mange kristne miljøer. Friheden er ikke længere nok, så små grupper gør oprør mod den alle vegne.”
”I Egypten åbner samfundet sig hele tiden for vestlige værdier, og Det Muslimske Broderskab bliver stadig mere moderat og åbent, mens små grupper protesterer ved at tage en dybere fundamentalisme til sig.”
Hidtil har det været muligt at leve i begge verdener. Man har kunnet leve et religiøst liv midt i en verdslig verden.
Med internet og globalisering bliver dette vanskeligere, fordi verdenssamfundet ændrer sig i liberalistisk retning.
De fleste søger at følge med ved at bløde op på de religiøse krav og idealer, mens små mindretal går den modsatte vej for at holde fast i det oprindelige.
”Hardal er ikke det samme som al-Qaeda. Misforstå mig ikke,” slutter Yedidia Stern.
”De to grupper er meget forskellige, men i åndelig forstand er de beslægtede. Jeg er indtil videre ikke bekymret, for al-Qaeda er et forsvindende lille mindretal i den generelt set åbne islamiske verden, og det samme gælder hardal. Men hvis vi ikke har øje for de videre perspektiver, ser jeg meget god grund til dyb bekymring.”
Artikel-oversigt
;)
;)
