Tags:
Kultur Goldberg#9Typisch!!
Den kontroversielle udstilling ’Typisch! Klischees von Juden und Anderen’ har været vist på Det Jødiske Museum i Berlin sommeren over. Fra 26. september - 18. januar kan den ses på Spertus Institute Chicago i USA, og fra 7. februar - 21. juni 2009 er den at finde på Det jødiske Museum i Wien.
Af Jacques Blum
Udstillingen Typisch handler om de andre.
De andre er sådan nogle som vi har faste meninger om, uanset om vi kender dem eller ej. Disse faste meninger, stereotyperne og klicheerne, har alle sammen en ting til fælles, nemlig at de – når alt kommer til alt – er udtryk for en negativ generalisering af de andre mennesker.
Det kan godt være at den faste mening eller klicheen umiddelbart lyder som noget positivt, f. eks. at den anden er rig, adræt, sexet, hyggelig (piberyger f.eks.) eller lignende, men bag udsagnet er der en negativ holdning.
Og hvad enten der er tale om en generalisering der er rigtig eller forkert, så er hensigten bag den den samme: at holde den anden på afstand.
På den måde undgår man nemlig at blive bragt i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse.
Hvis bøsser har et særligt talent for kunst og design, hvis sorte kropsligt er bedre egnede til sport og hvis jøder har et særligt anlæg for krumme næser og for at tjene penge, så bliver den del af omverdenen lettere at sætte i bås.
På den måde kan vi bestemme over dem. Det er nemlig os der har magten til at definere hvem der er de andre og til at tildele dem disse særlige egenskaber.
Det er også os der bestemmer om de andre skal fortsætte med at være de andre, eller om de skal have lov til at være en del af os selv. Skal de andre assimileres, integreres eller i sidste ende måske udrenses?
Det er politiske valg som sorte, jøder, lesbiske og bøsser har mærket på deres egen krop i umindelige tider. For øvrigt har de andre det ligesom os. De definerer, generaliserer og stereotypiserer også os.
De andre synes jo, at det er os der er de andre.
Så enkelt og så kompliceret kan forholdet til de andre beskrives, og det er der skrevet tusinder af afhandlinger om – sociologiske, teologiske, filosofiske, psykologiske, litterære, politiske, osv., osv. – fra den tidligste tid og til i dag.
Mange moderne socialpsykologer mener at stereotyper og klicheer er ”farlige” fordi de fremmer fordomme og i sidste ende kan føre til diskrimination og racisme.
Det kan være de har ret, men det er svært at finde kulturer der ikke benytter sig af stereotyper og klicheer.
Måske er mennesket bare sådan, og måske må vi bare finde os i at vi har svært ved at undertrykke trangen til at sætte disse etiketter på de mennesker som vi opfatter som ikke os, dvs. de andre.
Men ét er stereotyper og fordomme som man måske eller måske ikke kan gøre noget ved – udover at gøre opmærksom på problemet. Et andet er diskrimination og racisme som derimod er handlinger som kan kontrolleres både af en selv og af det samfund man lever i.
Det er muligt at vi ikke kan lave om på os selv, men vi kan i hvert fald øve os i at opføre os anstændigt.
Det er vist det civilisation går ud på. Og så må vi leve med både vores og de andres stereotyper, klicheer og fordomme.
At jøde
I Ordbog over det danske sprog er der opført 81 ord med en sammensætning med ordet jøde-.
Der er 121 ord, der er sammensat af ordet næse- og 19 med ordet tud-. Enhver kender udtrykket jøde-næse eller jøde-tud, men lige disse to sammensatte ord findes ikke i ordbogen.
Ordet jøde-snabel er med, men hvorfor ikke de to andre langt mere kendte udtryk?
Der er næppe tale om politisk korrekthed fra ordbogsredaktionens side, for i så fald kunne det absolutte flertal af ord i ordbogen, der er sammensat med ordet jøde, være udeladt idet de almindeligvis udtrykker noget negativt.
F.eks. jøde-smovs, jøde-skole og jøde-tamp.
Som navneord forklarer ordbogen, at ordet jøde i sig selv har en negativ klang. Og som verbum – at jøde noget – er der ingen tvivl om det negative: det er et synonym for at stjæle.
Næserod
Og så er der næsen der er et forunderligt organ, fordi den optræder I så mange faste udtryk, både positive og negative:
Han har næse for det, hun har ben i næsen, have næsen I sky, stikke næsen i noget, eller for langt frem, måske få én over næsen, at blive taget ved næsen, at få en lang næse eller måske bare: at få en næse.
Ordbog over det danske sprog giver overordentlig mange eksempler. Og endelig er der jøde-næsen som kraniologen Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840) mente at kunne beskrive videnskabeligt.
Et interessant eksempel på hvorledes klicheen om jødernes store næser har fundet praktisk anvendelse er den store samling af spadserestokke der vises på udstillingen. Med disse stokke viser brugeren at han ikke bliver taget ved næsen ved selv at tage næsen i hånden.
Ud over den praktiske funktion giver stokken også mulighed for diskret at signalere sine antisemitiske holdninger og endda på en humoristisk måde.
Sex and the City
Klicheerne om sorte centrerer sig primært om deres kroppe: de har rytme, også i deres bevægelser, og er kraftfulde, så derfor er de alle sammen gode til sport – også den der udspiller sig på lagenerne.
Mændene er virile og farlige, mens kvinderne er vilde, veldrejede og seksuelt udfordrende.
Klicheerne om jødiske kvinders seksualitet centrerer sig om lidenskabelighed og sensualitet i højere grad end den rene seksualitet.
Den jødiske skuespillerinde Sarah Bernhardt, som også har givet navn til en kage, blev i sin tid betragtet som ”typisch” for denne form for kvindelig tiltrækningskraft og ukontrollable evne til forførelse.
Klicheerne om jødiske mænds seksualitet er hovedsageligt centreret om noget de sædvanligvis ikke har, nemlig forhuden.
Fjernelsen af dette hudstykke og dets betydning for den seksuelle formåen har været debatteret fra Cæsars tid og til i dag.
Typisch-udstillingens kuratorer er af formentlig udstillingstekniske årsager gået uden om denne problemstilling og diverse klicheer.
Modermærker
Over for de to lidenskabelige kvindetyper står den ukrævende ”typische” sorte Nanny der signalerer ømhed og tryghed I sin moderlige favn, og som er leveringsdygtig i uanede mængder af amerikanske pandekager med Aunt Jemima sirup.
Hendes ”typisch” jødiske sidestykke, Den jødiske Mor, er blevet en arketype i film, teater og litteratur.
Med sin ubegrænsede arbejdsomhed og kærlighed til sine børn formår hun at fastholde disse med skyld og skam således at afkommets løsrivelsesproces ikke kan ske uden at efterlade væsentlige modermærker.
Artikel-oversigt
;)
;)
