Forside Artikler Goldberg TV Nyhedsbrev Abonnement Løssalg Goldberg Annoncer Kontakt Goldbergs Galleri

 



Jødeaktionen


I denne bog fortæller en række ofre for ’Jødeaktionen’ hver især en del af histo­rien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arresteret, sendt til havs, tvunget på flugt alene, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Pris 100,-


Porto


Esthers Bog


Bogen indeholder den bibelske fortælling om Esther, der bliver både dronning og heltinden.

"Esthers Bog" udgives nu i ny dansk oversættelse af overrabbiner Bent Lexner. Den er endvidere rigt illustreret af kunstnerne FOS og Tal R.

Pris 269,-



Porto
Tags: Musik

Goldberg#8

Samtaler med Gud

Leonard Cohen giver koncert i København og Århus den 5. og 6. juli. Med på sætlisten har han et bibliotek af tekster der tør blande religiøsitet, erotik og eksistentiel tvivl.

 

Af Simon Apelblat

En mørk, nærmest rusten stemme, ulastelig påklædning og et exceptionelt kvindetække. Det er nogle af de kvaliteter, der normalt sættes i forbindelse med sangeren og digteren Leonard Cohen.

Han er hyldet for sine melankolske sange og sit følsomme væsen. Men han er også et omvandrende paradoks.

En sangstjerne, der startede som forfatter. En boheme med jakkesæt og borgerlige manerer. En provokatør der studerer Bibelen og lever religiøst. Han er en lovpriser af kvinden men lever lange perioder af sit liv alene eller ligefrem i cølibat i et kloster.

Hvad er det der gør, at denne 73-årige mand stadig er så populær? Og overhovedet er blevet det i første omgang?

Hans mørke træk og dvælende stemme er klassisk forføriske. Hans humor er velkendt blandt fans. Og så er det lykkedes ham at komme med musikalske udspil, der ikke, som Bob Dylan eller The Beatles, har inkarneret en tid, men har taget tidens udtryk og ført dem i den stik modsatte retning.

På debutalbummet Songs of Leonard Cohen fra 1967 var han en selvoptaget romantiker og traditionalist i en periode, hvor ungdomsoprøret og til dels hippiebevægelsen politiserede kunsten og gjorde op med de borgerlige dyder, som Cohen lagde sig i forlængelse af.

Hans store kommercielle succes, albummet I’m Your Man fra 1988, repræsenterede en apokalyptisk og inderlig stemme i et årti præget af overflade og forstillelse.

I begge tilfælde har det nok hjulpet, at Cohens musik har indoptaget tidens lyd, folk-musikken i tresserne og firsernes syntetiske keyboard-lyde, så et større publikum kunne høre musikken uden nødvendigvis at opdage, hvor atypisk lyrikken var.

Sjældne koncerter

Leonard Norman Cohen blev født i 1934 i Montréal i Canada af jødiske forældre. I dag er han i gang med, hvad der meget vel kan blive hans sidste koncertturné. Ikke så meget på grund af hans alder som hans turnéfrekvens.

Det er 15 år siden manden sidst var on the road, og han kommer det måske ikke foreløbig. Turnéen bringer ham bl.a. til Danmark for at give koncerter i København og Århus henholdsvis den 5. og 6. juli.

Forhåbentlig er han i bedre form, end da han sidst var i Danmark for 15 år siden, hvor man i Jarl Friis Mikkelsens Talkshowet kunne opleve en trist Cohen fylde sig med vodka og cranberry juice på live tv. Og i farten blev Jarl Friis Mikkelsen også lakket godt til.

Efter turnéen trak Cohen sig tilbage i 5 år for at leve et asketisk liv som buddhistisk munk i et kloster på Mount Baldy tæt ved Los Angeles. Ikke for at skifte religion, som han understregede i et interview med det danske musikmagasin Gaffa, men for at styrke sin spiritualitet gennem Selvdisciplin.

Hele sit voksne liv har Cohen lidt af tilbagevendende depressioner, der måske har været ødelæggende for mennesket Cohen, men tilsyneladende været inspirerende for digteren Cohen.

Hans bedste våben mod depressioner har vist sig at være en streng selvdisciplin. Det fremgår bl.a. af interviews i biografien Various Positions – a life of Leonard Cohen af Ira B. Nadel, hvor han beskriver livet i askese som en slags paradoksal fristelse: et tillokkende fristed fra æstetiker-livets kødelige besættelse.

Gentlemen af mosaisk tro

Leonard Cohen voksede op i Westmount, en finere bydel på en bakketop oven over Montréals miskmask af franske, anglo-saksiske, katolske, protestantiske og jødiske kulturer.

De fleste af byens jøder holdt ellers til i det mere folkelige område omkring hovedgaden The Main, der i hovedreglen adskilte franske og engelske canadiere på hver sin side af byen.

Men Cohen-familien skilte sig ud ved en vis dannet distance. Det var en familie af lærde rabbinere og succesfulde forretningsmænd, som havde lagt sine østeuropæiske aner bag sig og adopteret en mere distingveret stil.

Om familien har Cohen skrevet: ”Vi er victorianske gentlemen af mosaisk tro”.

Oldefaderen Lazarus Cohen og farfaderen Lyon Cohen var begge formænd for den lokale synagoge, Shaar Hashamayim Congregation. Sidstnævnte grundlagde Canadas første jødiske avis: The Jewish Times.

Udover den religiøse prestige udmærkede de sig politisk ved at kæmpe for et stærkt, canadisk engagement i militærindsatsen i Anden Verdenskrig, og for de overlevende europæiske jøders reetablering.

Lyon grundlagde desuden familievirksomheden The Freedman Company, der gjorde sig inden for herre-beklædning. Til og med Leonard Cohens generation var jakkesættet obligatorisk påklædning i familien uanset anledning og tid på dagen.

På moderens side havde Leonards bedstefar, Solomon Klinitsky-Klein, en vigtig rolle for Cohen. Den gamle talmudiske fortolker introducerede sit barnebarn til studiet af skrifterne.

Ifølge Cohen-biografen Ira B. Nadel blev navnlig Esajas’ Bog en inspirationskilde for Cohen med dens dramatiske metaforer for guddommelig straf, ødelæggelse og forsoning. Temaer der går igen i Cohens samtaler med Gud, hvor livets vilkår til stadighed ”forhandles”.

Hydra

Historien om Leonard Cohens liv er en historie om en mand, der har ”levet livet”. Rastløshed og depression og de mange forsøg på at kontrollere begge dele har forfulgt ham.

I den sensationsprægede afdeling er der de efter sigende mange kvinder og stoffer, som der blev eksperimenteret med op gennem tresserne og halvfjerdserne.  Modsat har Cohen i lange perioder isoleret sig og valgt at leve under skemalagte rutiner.

I Various Positions – a life og Leonard Cohen citeres han for at sammenligne denne livsstil med en soldats.

Den første selvvalgte isolation begyndte i 1960. Efter et skuffende ophold i London besluttede Cohen sig for at flytte til den lille græske ø Hydra langt væk fra familien og den klaustrofobiske kunstnerscene i Montréal.

Her købte han et faldefærdigt hus, hvor han boede og arbejdede med en fast mødetid kl. 08.00 hver morgen. I øens kunstnermiljø mødte han norske Marianne Ihlen, og da hun og hendes barn flyttede sammen med Cohen, blev hans liv tilført en befriende regelmæssighed, der var ny og overrumplende for digteren.

Forfatterlivet på Hydra fortsatte op gennem tresserne, indtil New York med dets kunstnermiljø begyndte at rykke i ham, og rastløsheden førte ham videre.

Det hellige og det verdslige

Resultatet af de første år på Hydra var to romaner og to digtsamlinger. Debutromanen The Favorite Game fra 1963 dokumenterer den rolle, som familien og religionen har spillet i Cohens barndom og ungdom.

Denne ganske selvbiografiske coming-of-age-historie udkom syv år efter udgivelsen af den første digtsamling Let Us Compare Mythologies. Romanens hovedperson, Lawrence Breavman, er en ung digter, hvis erfaringer med kærlighed, sex, religion og poesi svarer temmelig godt til forfatterens egne.

Som den canadiske litterat Stephen Scobie har pointeret, er forholdet til jødedommen altid ambivalent hos den unge Cohen. Det indeholder både respekt for traditionen og et stærkt behov for at forny eller ligefrem omstyrte den.

Han forklarer dobbeltheden ved på den ene side at se forfatterskabet som et symptom på efterkrigstidens manglende tro  på autoritet og mening, og på den anden side som en videreførelse af den jødiske tradition.

Paradokset er, at selvom individet og dets lyster er i centrum, dukker Gud igen og igen op som et referencepunkt af mening uden for Cohens mikrokosmos af kvinder, kunstnerisk selvrealisering og depression.

I Cohens anden (og foreløbigt sidste) roman Beautiful Losers fra 1966 ligger dobbeltheden i selve plottet: den seksuelt besatte hovedperson er forelsket i Catherine Tekakwitha, en mytologisk canadisk-indiansk helgen!

Forholdet til den jødiske Gud er endnu mere udpræget i Cohens digte. Ved at bladre gennem gennembrudsværket The Spice-Box of Earth fra 1961 møder man titler som A Prayer for Messiah, Isaiah og After the Sabbath Prayers. Mange af digtene tager da også eksplicit udgangspunkt i Bibelfortællinger, lovsigelser og salmer.

Ira B. Nadel ser bogens titel som en nøgle til forfatterskabet. Ved sabbattensafslutning lørdag aften lader traditionelle jøder en beholder med krydderier gå på tur mellem hinanden. Ritualet markerer overgangen fra det hellige (sabbatten) til det verdslige (hverdagen).

Ifølge Nadel er det dette møde mellem det hellige og det verdslige, der er essensen i Cohens værk. De to størrelser er ikke strengt adskilt, men to sider af samme sag.

Den jødiske historie

Cohens jødiske dannelse begyndte efter eget udsagn først for alvor, da han i 1945 så de første billeder fra nazisternes udryddelseslejre. Her var en virkelighed så fjern fra det privilegerede liv i Montréal, at det ikke længere var muligt at forstå verden på samme måde som før.

Det gjaldt også for poesien. I 1958 skriver Cohen i et essay:

”I alt hvad jeg har skrevet, har jeg prøvet at huske på vores århundredes vold og ødelæggelse og lidenskab. Jeg vil have mine digte til at være opfyldt af en bevidsthed om udbombede byer, koncentrationslejre og menneskelig utroskab”.

Med den kontroversielle digtsamling Flowers for Hitler fra 1964 blev Cohens interesse for de tragiske aspekter af det jødiske folks historie for alvor tydelig. Men også i karrieren som sangskriver har temaet stor betydning.

Nyklassikeren Dance Me to the End of Love er f.eks. blevet læst som en appel til guddommelig indgriben midt i ondskaben. Olivengrene, duer og brændende violiner svæver rundt i et på én gang historisk og personligt inferno med klare referencer til Holocaust og Østeuropas shtetls.

Under Jom Kippur-krigen i 1973 meldte Cohen sig som frivillig i den israelske hær. Om det var bevidstheden om det jødiske folks historie eller et behov for aktivt at konfrontere sig selv med den brutale realitet, som krig er, der fik Cohen til at søge dertil, er svært at sige.

Sidstnævnte interesse førte ham nemlig til Cuba i 1961 under den mislykkede invasion af Svinebugten, mens resten af nordamerikanerne bosat i landet flygtede væk i sikkerhed.

Den israelske hær kunne til Cohens skuffelse ikke bruge ham som soldat, men sendte ham i stedet til Sinai-ørkenen for at underholde de kæmpende soldater.

Samtaler med Gud

Ligesom det var tilfældet med Cohens fire digtsamlinger og to romaner fra tiden før 1969, spillede inspirationen fra de hellige skrifter en stærk rolle i hans tidlige sangskrivning. På Songs from a Room fra 1970 genfortælles historien om Abrahams ofring af Isak.

Anledningen var Vietnam-krigen, hvis ofring af så mange unge amerikanske soldater Cohen sammenligner med den bibelske fortælling.

Lover Lover Lover fra året efter er en samtale med (og kærlighedserklæring til) Gud sunget med en snært af mellemøstlige kvarttoner.

Den guddommeligt rettede kærlighedssant er en særlig specialitet hos Cohen. Han blander religiøsitet, erotik og eksistentiel tvivl i en litterær stil, der minder mere om digtere som William Blake og Walt Whitman end det tyvende århundredes avantgarde.

Synger til Guds ære

Op gennem firserne bliver ”samtalerne” med Gud stadig hyppigere. I If It Be Your Will fra det tungt gammeltestamentlige album Various Positions lyder det for eksempel:

“If it be your will
That a voice be true
From this broken hill
I will sing to you
From this broken hill
All your praises they shall ring
If it be your will
To make me sing”

Flere af albummets sange har karakter af salmer, hvor der bliver sunget til Guds ære. Det samme gør sig gældende i digtsamlingen Book of Mercy fra 1984.

I Hallelujah genkalder Cohen Davids Salmer, og han sammenligner sig selv med Kongen, der synger for at glæde Gud. Salmernes Bog er ligesom Esajas’ Bog en referenceramme for sangenes litterære univers.

Som det fremgår af The Law fra samme album, er Guds indgriben altid nær. Den materialiserer sig dog både som kærlig, retfærdig og streng:

”I fell with my angel
Down the chain of command
There’s a Law, there’s an Arm,
there’s a Hand”

Various Positions-albummet var et kunstnerisk comeback, som hang sammen med det åndelige gennembrud, Cohen oplevede midt i firserne.

I første halvdel af 1970’erne havde han fået to børn, Adam og Lorca, med sin kæreste Suzanne Elrod. Han havde konsolideret sig som musiker og oplevet en stigende succes. Men den tiårige periode fra 1974 til 1984 havde budt på skuffende musikalske udspil og en personlig krise, da forholdet til Suzanne Elrod gik i stykker i 1979.

Svaret på problemerne blev at søge ind i spiritualitetens univers. Cohen begyndte i stigende grad at fordybe sig i Zenbuddhisme og tilbragte lange perioder med sin japanske mester Joshu Sasaki Roshi.

Samtidig fik han midt i firserne et åndeligt gennembrud på den jødiske front, som i sidste ende blev til Book of Mercy og Various Position.

Engagementet i Zenbuddhismen kulminerede med den fem år lange isolation i Mount Baldy-klostret i anden halvdel af halvfemserne. Da han endelig brød med disciplinen i 1999 var det, som han skrev i et brev til sin mester, fordi der var en kvinde, han ikke kunne holde sig fra at se.

En ny ro

I de senere år har Leonard Cohen tilsyneladende fået et mere afklaret forhold til Herren. Et gennemgående motiv blandt sangerens egne tegninger er for eksempel en variation af Davidstjernen, der dannes af to modsat stående hjerter.

Han kalder motivet Order of the Unified Heart. Tegningen ses blandt andet på forsiden til Cohens seneste digtsamling Book of Longing fra 2006.

Inspirationen fra de hellige skrifter skinner stadig igennem i teksterne. I By The Rivers Dark fra albummet Ten New Songs (2001) forestiller Cohen sig selv i en tilstand af spirituel ørkesløshed under det babylonske fangenskab.

Sangens titel og vers peger direkte tilbage på Salmernes Bog, kap. 137 vers 1-2, hvor der står: “Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion; i poplerne derovre hængte vi vore citere.”

Om sit forhold til religionen har Cohen sagt til litteratur- og kunstmagasinet Aside:

“Vi fornemmer en vilje bag alting, og vi er også bevidste om vores egen vilje, og det er afstanden mellem de to viljer, der skaber det mysterium, vi kalder religion. Det er et forsøg på at forene vores egen vilje med en anden vilje, som vi ikke rigtig kan definere, men som vi føler er stærk og til stede. Det er afstanden mellem de to viljer, der sætter os i sådan en knibe”.
  

Artikel-oversigt


Præsenterer:
Marco Evaristti


Den dansk-chilenske multimediekunstner Marco Evaristti udforsker religionens rolle som opretholderen/nedbryderen af menneskeheden. Han gør det ved hjælp af iturevne, brændte stumper fra de religiøse tekster tilsat billeder
af Buddha. Evaristti har udviklet projektet bestående af ti værker specielt til Goldberg, og de enkelte værker kan købes til en fordelagtig pris.

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af Marco Evaristti for
KUN 1.800,-
Alt hvad du skal gøre er at sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Alle billederne måler: 27,5 x 22 cm inkl. passepartout (21 x 16 cm uden)


1



2



3



4



5



6



7



8



9



10


Doris Bloom


Den anerkendte dansk-sydafrikanske billedkunstner, Doris Bloom, stiller 10 af sine værker til rådighed til en særlig pris for læserne af Magasinet Goldberg: Hvert billede sælges for kr. 500 under normalpris.

Ønsker du at købe et af Doris Blooms værker så kontakt Goldberg på goldberg@goldberg.nu eller ring på 50 24 94 50


Las Meninas

monotypi/scratch
33 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Red Head

monotypi/radering
33 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme



Head

monotypi
33 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme



Cool head

monotypi
30 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Hot Head

monotypi
36 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Las Meninas II

monotypi
29,5 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Head in the Clouds

monotypi
36 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Young head

monotypi
36 x 24 cm
kr. 3.500 i ramme


Piss head

monotypi
24 x 29,5 cm
kr. 3.500 i ramme


Dick head

monotypi
24 x 29,5 cm
kr. 3.500 i ramme
Copyright Magasinet Goldberg 2008