Tags:
Film Goldberg#8Harrison ’Nidelman’ Ford
Skuespilleren Harrison Ford er tilbage som action-helten Indiana Jones. Bag den hårdtslående Indy-facade gemmer der sig en irsk-katolsk-russisk-jødisk baggrund. Om denne blanding har Ford sagt at jeg føler mig irsk som menneske og jødisk som skuespiller. Goldberg har set på de to sider af Harrison Ford.
Af Eva Bøggild og Tobias Koch
Han tælles blandt Hollywoods mest sexede og allerrigeste mandlige skuespillere. Opmærksomheden omkring Harrison Ford er enorm, og der skrives og fortælles meget om hans karriere og meget lidt om hans privatliv.
Han er født og opvokset i Chicago, Illinois, i en kultur, som med hans egne ord har haft indflydelse på, at der slipper så lidt ud om hans privatliv:
”Jeg er fra Midtvesten, hvor du ikke spørger folk om deres religion, deres politiske overbevisning eller hvor mange penge de tjener. Det er stadig mere eller mindre min holdning. Den slags rager ikke andre.”
Blandt de nagelfaste oplysninger er dog, at han er søn af Dorothy Nidelman og Christopher Ford. Christophers baggrund var irsk-tysk-katolsk, mens Dorothys forældre var jødiske immigranter fra Minsk.
På spørgsmålet om, hvad denne typisk amerikanske blanding har gjort ham til, har han svaret: ”Demokrat”. Men han har også i spøg sagt, at han har arvet sin fars etiske sans og sin mors usikkerhed.
Om udsagnet om at føle sig jødisk som skuespiller og irsk som menneske har han uddybende sagt, at det betyder, at ”jeg i mit arbejde kan være meget intens og koncentreret, mens jeg i mit privatliv tager tingene lidt lettere”.
Privatlivet holder han så godt han kan for sig selv. Han har haft tre længerevarende parforhold og indtil videre 4 børn, og selv om hans seneste skilsmisse er gået over i historien som en af Hollywoods dyreste, så er der ingen store armbevægelser, ingen historier om vilde drukture eller skandaler.
Ford er på mange måder en håndværkets mand, og ligesom mange af hans karakterer på lærredet er billedet af privatpersonen en mand med hjertet på det rette sted, der gerne stiller op i fysisk forstand, når noget skal forsvares.
Men han er også udtalt tilhænger af Demokraterne og dermed modstander af Amerikas engagement i Irak-krigen. Han er optaget af miljøspørgsmål og går ind for våbenkontrol.
Han har ry af at være brysk, endda ubehagelig, overfor journalister, og han bryder sig ikke om at give interviews eller tale offentligt. Men der kan ske undtagelser, når han har noget alvorligt på hjerte. Som f.eks. da han i 1995 talte til U.S. Senate Committee on Foreign Relations om den kinesiske fremfærd i Tibet.
Han siger om sig selv, at han ikke er religiøs, og da han under Vietnamkrigen ville anerkendes som militærnægter, var det heller ikke direkte sin religion han brugte som forklaring. Men han hentede alligevel inspiration til et godt argument derfra:
”Min begrundelse for at være militærnægter var hverken baseret på historiske kendsgerninger eller religiøst tilhørsforhold, hvilket gjorde det vanskeligt at slippe på det tidspunkt. Jeg tænkte tilbage på filosofiundervisningen i min gymnasietid og huskede Paul Tillich’s udsagn: ’Hvis du har det svært med ordet Gud, så tænk på et eller andet, der er centralt eller vigtigt for dig og kald det for Gud’.
”Jeg har altid haft det svært med forestillingen om en Gud i konkret form, så derfor udviklede jeg en tese og gjorde det bibelske påbud om, at du skal elske din næste som dig selv til det mest betydningsfulde i mit liv. Jeg blandede det hele sammen og skrev i flere dage, sendte det ind og har aldrig siden hørt et ord. Jeg blev aldrig indkaldt.”
En helt almindelig helt
Harrison Fords mormor og morfar mødte hinanden i Brooklyn, hvorfra de flyttede til New Jersey. Farfaderen var irsk-amerikaner og optrådte som vaudeville-performer.
Performer-genet gik i arv til Christopher, der i sin ungdom var skuespiller, men endte med at arbejde som chef i reklamebranchen.
Harrison Fords mor var radioskuespiller, og derfor kom det næppe som nogen overraskelse for familien, da Harrison efter sin gymnasietid forsøgte sig som skuespiller i Los Angeles.
Men han har ikke altid været den eftertragtede skuespiller, der kunne vælge og vrage mellem velbetalte jobs. I begyndelsen måtte han ernære sig som tømrer, mens han søgte skuespillerjob.
Han fik kun småroller i film og mindre tv-serier og blev til sidst så træt af det og den splittede levevis, hvor han også skulle forsørge kone og to børn, at han besluttede at være tømrer på fuld tid.
Fords gode ry som tømrer betød, at han havde rigeligt at lave. Og da han havde bygget blandt andet et skab for filminstruktøren George Lucas, fik han tilbudt en rolle i filmen Sidste nat med kliken, der gik hen og blev en kultfilm.
Samme historie gentog sig, da han havde stået for udbygningen af instruktøren Francis Ford Coppolas kontor. Det førte til en rolle i Aflytningen fra 1974. På to år havde hans tømrerarbejde således bevirket, at han havde været med i to væsentlige og meget omtalte film, der begge blev nomineret til en Oscar.
Flere tilfældigheder førte ham til de store roller. Under prøveoptagelserne til filmen Star Wars benyttede instruktøren George Lucas ham som oplæser af replikker for de skuespillere, der var til prøve. Men det var George Lucas’ ven, instruktøren Steven Spielberg, der overbeviste ham om, at Ford selv skulle være med i filmen.
Skuespilleren Harrison Ford bliver ikke betragtet som prætentiøs. Han virker som en ærlig mand, der lidt tilfældigt er havnet på den store skærm. Som Dr. Jones i Indiana Jones-filmene var han i 1980’erne med til at forny, hvad man på det tidspunkt forstod ved en helterolle.
Dengang var heltene primært Supermand og klassiske politihelte og soldater. Med Indiana Jones skabtes for første gang en helt af en nørdet arkæolog, der på nærmest tegneserieagtig maner, med held og overlevelsesdrift, og med nød og næppe klarede ærterne.
Er Harrison Ford som Indiana Jones en jødisk superhelt anno 1981? Visse positive fordomme bliver vel bekræftet: Jones er den bebrillede akademiker, som brænder lidenskabeligt for videnskaben og ”det gode”, han er selvironisk, og han gør sit bedste for at bekæmpe ”det onde,” der krydser hans vej.
Han synes ikke at kunne gøre andet, fordi han drives af en indre retfærdighedstrang. Lige som hovedpersonerne i de bibelske fortællinger laver han mange fejl, er bange, tvivler på Gud og bliver prøvet som menneske.
Harrison Fords roller og skuespilstil gør ham til billedet på den amerikanske mand: sej, ikke til at slå, men ellers en helt almindelig veludseende mand, som er nem at identificere sig med.
I forbindelse med sit skuespil har Harrison Ford sagt: ”Jeg laver ikke stunts – jeg løber, springer og falder. Efter 25 år ved jeg præcis, hvad jeg gør.”
Ikke desto mindre fik han faktisk en diskusprolaps i forbindelse med optagelserne til Indiana Jones 2, hvor der var en del elefantridning involveret. Harrison Ford måtte flyves til nærmeste hospital og kunne først vende tilbage til optagelserne seks uger senere.
Den jødiske fortælling
Allerede i 1981, blot et år efter kæmpesuccesen Star Wars – Imperiet slår igen, kom den første Indiana Jonesfilm Jagten på den forsvundne skat op i biograferne. George Lucas og Steven Spielberg stod bag, og filmen blev igen en succes for Harrison Ford.
Samarbejdet med Steven Spielberg har utvivlsomt været med til at skabe Fords image og stil. Deres fælles jødiske baggrund præger Indiana Jonesfilmene. Her viser de to kolleger, at de udover evnen og viljen til at underholde begge griber til fortællinger og personbeskrivelser, der ligger tæt på mange af grundfortællingerne i biblen.
De tre film, Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat, Indiana Jones og templets forbandelse og Indiana Jones og det sidste korstog har talrige referencer til Spielbergs interesse for jødernes historie.
I Jagten på den forsvundne skat er skatten den forsvundne ark, der besidder en guddommelig kraft. De onde er nazister, der forfølger Indiana Jones for at finde frem til arken for derefter at bruge den som et våben.
Naturligvis går det galt for nazisterne. Arkens guddommelige kraft er givet af Gud, og nazisterne går til grunde, levende brændt af Guds kraft.
Efterfølgeren Indiana Jones og templets forbandelse bliver af mange betegnet som lidt af en skævert. Indiana Jones er tilfældigt havnet i Indien, hvor han erfarer, at børnene i en landsby bliver bortført af en maharaja, der har bosat sig i et gammelt tempel.
Indiana og hans kompagnoner finder frem til templet, hvor de behandles som gæster, indtil maharajaen vil bruge filmens heltinde til en menneskeofring. Dybt nede under templet arbejder de bortførte børn som slaver. Indiana Jones forhindrer menneskeofringen og befrier børnene.
Også her er der referencer til de bibelske fortællinger. Menneskeofringer blev brugt i de fleste religioner, indtil Guds engel bremsede Abraham i forsøget på at ofre sin søn Isak. Det andet element, nemlig redningen af børnene, kan hvis man vil sammenlignes med Moses, der redder det jødiske folk fra trældom i Ægypten.
I Det sidste korstog er de onde ligesom i Jagten på den forsvundne skat nazister. Indiana Jones skal redde sin far, der er kommet i nazisternes kløer, fordi han besidder en viden, der kan føre hen til den hellige gral – den gral som Jesus drak af under den sidste nadver.
I filmen har gralen fået tilkendt overnaturlige kræfter: den kan give evigt liv. Det sidste korstog blev drejet væk fra kun at handle om den hellige gral.
Steven Spielberg fik overtalt George Lucas til at inddrage en parallelfortælling om forholdet mellem Indiana Jones og den gamle Dr. Jones, der spilles af Sean Connery. Forholdet mellem de to gange Jones er betændt, men de finder hinanden og får genetableret far-søn-forholdet.
I slutningen af filmen vælger de, i en dramatisk scene, i fællesskab at lade gralen gå til grunde, for at de begge kan blive reddet. På trods af både fars og søns livslange søgen, interesse og besættelse af det arkæologiske objekt må de opgive at eje det.
Som dramaet er skruet sammen må de vælge mellem liv og død. Og i den forsonende stund vælger de begge livet. Referencen til 5. Mosebog kap. 30 vers 19-20 er oplagt.
I den seneste Indiana Jones-film Krystalkraniets Kongerige er nazisterne skiftet ud med sovjetiske soldater og agenter. Den foregår under den Kolde Krig i 1957, og den arkæologiske skat skal denne gang findes i Perus bjerge.
Det har taget folkene bag Indiana Jones-filmene over 15 år at finde det rigtige manuskript til film nr. 4, og undervejs er der blev overvejet og sagt nej tak til flere halvdårlige forsøg.
Og Ford har råd til at vente. Han har måske ikke ligefrem tiden på sin side, men der er ikke problemer med penge til huslejen. Hans film har gjort ham til nr. 1 på Empire Magazine’s Top 100 Movie Stars of All Time-liste og til en af sin generations finansielt mest succesrige skuespillere.
Godt gået kan man sige for en, der efter eget udsagn allerede i gymnasietiden blev tiltrukket af skuespillet fordi: “jeg brød mig ikke
om konkurrence-sport.”
Artikel-oversigt
;)
;)
